Spring til indhold

Glæd dig til Viborg Internationale Kirkemusikfestival 2024

Vokalensemblet GAIA

I dagene den 8. til 15. marts 2024 syder byens kirker af musik, og vi får besøg af de ypperste kirkemusikudøvere fra Danmark, Sverige, Norge, England og Tyskland.

Åbningskoncert i Domkirken

Det hele starter med en koncert i Viborg Domkirke fredag den 8. marts. Vokalensemblet GAIA, der er hjemmehørende i Aarhus og et til lejligheden sammensat orkester opfører Johannes Brahms ”Ein Deutsches Messe”. Et af de største og mest kendte kirkemusikværker, der er skrevet. Orkestret ledes af violinist Signe Madsen og det hele dirigeres af Søren Kinch Hansen. En værdig åbning af kirkemusikfestivalen.

Koncerter i byens kirker

Lørdag den 9. marts er det Søndermarkskirken der lægger rum til en koncert med domorganist Bine Bryndorf, der sammen med et lille barokorkester vil spille orgelkoncerter af Georg Friederich Händel.

Søndag den 10. marts afholder alle byens kirker musikgudstjenester, og om eftermiddagen opfører korsammenslutningen KOR72 sammen med ORKESTER MIDTVEST Joseph Haydns ”Skabelsen” i Viborg Domkirke med Søren Birch som dirigent. Men det er ikke slut endnu! Om aftenen kan man i Asmild Kirke opleve den svensk, norske, engelske gruppe LODESTAR TRIO spille barokmusik på folkemusikinstrumenter. Så får vi at høre, hvordan barokmusikken måske har lydt i 1700-tallet, når man kom lidt væk fra de store byer.

Mandag den 11. marts skal vi i Sortebrødre Kirke, som får besøg af APOLLO 5, som er en engelsk vokalgruppe af verdensklasse. Vi kender ikke programmet endnu, men vi ved, at gruppens fem medlemmer synger kirkemusik så man tror, at det er englene der står for udførelsen.

I Houlkær Kirke lavede vi ved sidste festival en folkemusikgudstjeneste. Stilen er faldet i god jord, så denne gang får de besøg af et af de store navne på den danske folkemusikscene, PHØNIX. Gruppen har været aktuelle i mange år med fornyende dansk folkemusik, og denne gang indgår de altså i en kirkemusikalsk sammenhæng. Det bliver spændende at høre, og det sker tirsdag den 12. marts kl. 19.30

Onsdag aften er der koncert i Vestervang Kirke. Vi regner med besøg af et gospelkor, men denne koncert er ikke færdigplanlagt endnu. Der kommer nyt senere.

Torsdag aften er der orgelkoncert i Viborg Domkirke. Et af Tysklands største navne indenfor koncerter på kirkeorgel, Helmuth Deutsch, giver koncert i Domkirken. Deutsch er professor ved ”Staatliche Hochschule für Musik und Darstellende Kunst” i Stuttgart. Han har turneret i hele Europa, i Rusland, Sydkorea og Japan, og han er dommer i flere internationale orgelkonkurrencer. Det bliver uden tvivl en fantastisk koncert med en mester ved orglet.

Afslutningskoncert i Houlkær

Festivalen afsluttes fredag den 15. marts i Houlkær Kirke med besøget af et af Nordeuropas allerbedste kammerkor, nemlig Eric Ericson Kammerkör fra Stockholm. Eric Ericson var en legendarisk korleder i sidste halvdel af det 20. århundrede. Da han nåede at blive 94 år, fik han virkelig sat sit præg på kormusikken og dannede skole for kordirektion.

Han dannede sit eget kammerkor, der sang og synger på et meget højt niveau. Festivalen er derfor meget stolte af at kunne præsentere netop Eric Ericson kammerkör for publikum. Der venter publikum en helt unik koroplevelse til denne festivalafslutning.