Spring til indhold

Houlkær Kirke

Odhøjvej 7 A, 8800 Viborg

Om Houlkær Kirke

Houlkær Kirke er indviet palmesøndag den 12. april 1992, ca. 20 år efter områdets udbygning begyndte med store blokbyggerier. Sognet er udskilt fra Asmild. De første gudstjenester blev holdt midt i 1970’erne i det nye Viborg Amtsgymnasium.

Kirkerummet er et enkelt, smukt og velproportioneret rum, der har en stemning, der indbyder til ro, fordybelse og andagt. Taget bliver båret af store, hvidmalede trækonstruktioner, og loftet er blåt som himlen. Gulvet er udført med lyse naturstensfliser, og væggene er vandskurede og hvidmalede. Dagslyset er styret via høje vinduer og højtsiddende ovenlys, så det kulminerer omkring alteret. Kirkerummet er udformet ud fra idéen om den store kirke i den lille, således at der i det daglige er ca. 150 pladser og med sideskibene inddraget ca. 210.