Onsdag den 11. marts 2020 var alt gjort klar til den tredje Viborg Internationale Kirkemusikfestival med åbningskoncert  i Viborg Domkirke fredag den 13. marts. Klar til den 10 dages festival med et stort, ambitiøst program. Flere optaktskoncerterne var allerede afholdt i ugen forinden – med stor succes. Men Corona krisen spøgte, og de første restriktioner var trådt i kraft. Så onsdag den 11. marts besluttede festivalens styregruppe, at man ikke fandt det forsvarligt at gennemføre festivalen. Og om aftenen blev vi bekræftet i rigtigheden af den beslutning, idet regeringen kom med en lang række restriktioner, der alligevel gjorde det umuligt at gennemføre festivalen.

Meget hurtigt gik der et arbejde i gang med at undersøge mulighederne for at gennemføre festivalen på et senere tidspunkt. Det viste sig hurtigt, at hvis vi ville beholde en samlet festival, så var løsningen af flytte festivalen ca. et år. Heldigvis har alle de engagerede kunstnere vist sig meget fleksible og sagt ja til de datoer, vi har foreslået, og vi kan derfor gennemføre festivalen i dagene 5. marts til 14. marts.

Festivalen lægger ud 5. marts med åbningskoncert med Trinitatis Kantori med solister og Barokorkester. Det bliver med flerkorsværker af de store renæssance- og barokmestre Gabrieli, Schütz, Monteverdi, Allegri, Viadana, Tallis og Prætorius. De store korværker, der synges samtidig fra flere steder i domkirken, veksler med soli sunget af fire solister. Det hele dirigeres af Søren Chr. Vestergaard, organist ved Trinitatis Kirke i København. En stor, stor koroplevelse venter publikum i Domkirkens enestående rum.

Så er festivalen skudt i gang, og allerede næste dag, lørdag den 6. marts lever festivalen op til sit navn, for der er besøg fra både Tyskland og Sverige. Fra Leipzig kommer et af de ypperste vokalensembler i verden, amarcord. Det er et ensemble med en lang international karriere, og ensemblet, der normalt består af fem herrer, er til lejligheden udvidet med to damestemmer, så de kan synge op til syv-stemmig musik. Koncerten er helliget Bachfamilien, og vi kommer til at høre motetter fra det 15. og 16. århundrede. Det er Søndermarkskirken der lægger hus til lørdag eftermiddag.

Herefter begiver publikum sig Asmild Kirke, hvor aftenens svenske gæster, Lisa Rydberg på violin og Gunnar Idenstam på harmonium kommer med deres helt særlig udgave af Bachs musik krydret med svensk folkemusik, hvilket har givet koncerten navnet ””Bach på svenska”. Disse to musikere, der begge har benene plantet både i den klassiske musik og i folkemusikken kommer med deres bud på, hvordan det kan have lydt i 1700 tallets Sverige, når de lokale spillemænd, herunder den stedlige organist, har fået fingre i Bachs gavotter, arier og menuetter. – og det bliver ikke kedeligt, for det swinger!

Søndag kl. 10 er der musikgudstjeneste i Viborg Domkirke. Til den lejlighed har komponisten Jakob Lorentzen komponeret al musikken, bortset fra salmerne. Det er helt ny kirkemusik med nyskrevne tekster af Lisbeth Smedegaard. Det bliver alt sammen fremført af Viborg Domkantori, Viborg Domkirkes Ungdomskor, tenorsolist Morten Andersen Krogh under ledelse af bl.a. organist Jette Haslund Birch. Der er lagt op til en rigtig festgudstjeneste.

Man kunne fristes til at blive hængende i domkirken til den næste koncert, men der er dog tid til tage hjem eller gå ud i byen og få sig en god frokost og overlade kirkerummet til KOR72, der under ledelse af Søren Birch holder prøve inden koncerten kl. 16. KOR72 er en landsdækkende korforening, som i anledning af festivalen har valgt at lægge et af deres stævner i Viborg. Rundt regnet 150 korister vil bl.a. opføre Vivaldis ”Magnificat” for kor, solister og orgel. Med så mange korsangere vil det store kirkerum fyldes fuldstændig af musikken. Det er en oplevelse, man ikke må gå glip af.

Mandag aften er det tid til et genhør med Gunnar Idenstam, der spillede lørdag i Asmild. Denne gang med et soloprogram i Søndermarkskirken. Gunnar Idenstam er en fantastisk dygtig improvisator, som har sin helt egen stil hvor den klassiske franske orgelstil blandes med rock og folklore. Foruden hans improvisationer kommer vi til at høre musik af Michael Prætorius i Idenstams arrangement, samt musik af J.S. Bach.

Tirsdag sidder kirkemusikfestivalen over, og det skyldes at Viborg Musikforening får besøg af den berømte engelske strygekvartet ”Doric Quartet”, og den oplevelse må festivalens publikum ikke gå glip af. Den dag er det i Viborg Musiksal, det foregår, og strygekvartetten spiller musik af Mozart, Beethoven og Bartok.

Onsdag eftermiddag kan man høre Sortebrødre Kirkes organist, Signe Buch Ladehoff spille eftermiddagskoncert i Sortebrødre Kirke. Hun vil bl.a. spille et af orgellitteraturens helt store værker, ”Grande pièce symphonique” af Cesar Frank. Det bliver en eftermiddag hvor orglet får lov til at vise, hvad det kan når der skal skabes kontraster, drama og store følelser på instrumentet.

Fredag aften skal vi i Houlkær Kirke og høre kirkemusik på en anden måde. Her er det Mads Granum Kvintet der spiller jazz-salmer. Pianisten Mads Granum har komponeret 10 nye jazzsalmer til sit fjerde album ”Med favnen fuld af kærlighed”. Teksterne er skrevet af nogle af Danmarks bedste nyere salmedigtere, og de salmer skal vi opleve i Houlkær Kirke med komponistens egen kvintet.

Lørdag den 13. marts er der hele 3 koncerter. Kl. 12 byder Sortebrødre Kirke på en enestående koncert med det fransk-libanesiske orgel fænomen Naji Hakim. Festivalen har hele tiden ønsket sig en koncert med Hakim, men først her til den tredje festival er det lykkedes. Naji Hakim er både organist og komponist med en lang række priser ved internationale orgel- og kompostionskonkurrencer. Ved koncerten spiller han udelukkende egne værker, og han afslutter med improvisationer, dvs. musik ”komponeret” på stedet.

Lørdag kl. 16 skal vi til Vestervang Kirke, hvor et af Danmarks bedste pigekor aflægger kirken besøg. Det er Konservatoriets Pigekor fra Esbjerg under ledelse af Lone Gislinge. Koret synger på et højt kunstnerisk niveau, og de har turneret i en lang række europæiske lande, samt USA, Canada, Sydkorea, Kina, Uruguay, Vestafrika og Sydafrika. Koret tæller ca. 50 piger i alderen 12-20 år, og de kommer med et program af verdslige og kirkelige sange af bl.a. C.E.F. Weyse, Niels V. Gade og Carl Nielsen.

Lørdag aften er der koncert i Houlkær Kirke med DUO M-M. De to M’er står for Mathiesen og Magnussen, som er efternavnene på de to medlemmer af duoen. Det er organisten Anne Mathiesen og pianisten David Magnussen, der kommer med et program for Orgel og klaver. Ikke en konstellation, der høres ofte, men det er en skam, for de to instrumenter klæder hinanden godt og har tilsammen mange forskellige klang muligheder. Koncerten indeholder musik af Marcel Dupré og helt ny musik af Jens Ramsing og Martin Lohse.

Vi bliver i Houlkær Kirke for søndag formiddag er der festivalgudstjeneste. Ved denne gudstjeneste opføres Livsmessen med tekster af Iben Krogsdal og musik af folkemusikgruppen TRIO MIO, som også selv medvirker ved opførelsen af messen på instrumenterne violin, guitar og klaver. Ud over trioen medvirker også Viborg Kammerkor under ledelse af Houlkær Kirkes organist, Maja Simonsen.