Musikgudstjeneste med Klezmerduo

26
/ Maj
Torsdag
2022

Musikgudstjeneste med Klezmerduo

Location
Rughavevej 5, 8800 Viborg
Venue
Vestervang Kirke
Time
10:00 - 11:30
Price
Fri entré

”Musik der lér med det ene øje, mens det andet græder!”

Sådan beskriver Klezmerduo deres musik ved denne musikgudstjeneste på Kristi Himmelfarts dag. Klezmermusikken har baggrund i traditionel jødisk festmusik og rummer både længsel og smerte – håb, fest og glæde.

Duoen består af Henrik Bredholt (sopransax, dulcimer, tuba og vokal) og Ann-Mai-Britt Fjord (harmonika, percussion og vokal). De to musikere vil favne os med deres musik på en helligdag, hvor vi sendes ud i verden med godt nyt – velsignet af den Kristus, der selv går med.

KLEZMERDUO
Klezmerduo regnes blandt landets førende fortolkere af den traditionelle jødiske festmusik – klezmer. Igennem mere end 30 år har duoen fordybet sig i klezmermusikkens stemningsfulde og livsbekræftende univers, som de formidler med humor og smittende spilleglæde. Fængende musik med rødder i Østeuropa, som rummer længsel og smerte og samtidig insisterer på håbet, glæden og festen. Herhjemme genkender mange klezmermusikken fra ”Spillemand på en tagryg” eller fra rejser i Østeuropa og på balkan.

Koncerterne krydres med fortællinger. Kombineret med en fornem teknik og et sjælfuldt, sanseligt udtryk formår Klezmerduo at skabe intense oplevelser, der taler til hjertet.

Duoen spiller over 100 koncerter om året herhjemme og i udlandet, hvor de har optrådt i de fleste europæiske lande samt i Israel, USA, Argentina og på Cuba. Klezmerduo har vundet en førstepris på Verdensmusikfestivalen samt udgivet 4 CD`er, der har fået flere Music Award nomineringer.

Om klezmermusikken
Ordet klezmer stammer fra de to hebraiske ord Kley Zemer, som betyder musikinstrument (Kley betyder oprindeligt skål eller redskab, Zemer er en melodi eller sang). I Østeuropa kaldtes en jødiske spillemand for en klezmer og det er sidenhen blevet betegnelsen for selve genren.

Den jødiske musiktradition er ældre end vor tidsregning, og i Det gamle Testamente findes mange referencer til musik. Melodierne levede videre gennem århundreder under jødernes landflygtighed og blev inspireret og påvirket af andre kulturer. I Østeuropa blandede den traditionelle jødiske musik sig med balkan- og sigøjnermusikken og blev meget populær til de ugelange bryllupsfester, hvor der blev sunget på hebraisk og jiddisch.

I begyndelsen af forrige århundrede emigrerede mange jøder til USA og de tog musikken med sig. Den blev hurtig populær og inspirerede både film og musicals. I 70`erne fik klezmer musikken en revival blandt amerikanske musikere og har herfra bredt sig til store dele af verden.

Læs mere om og hør duoen på deres hjemmeside: KLIK HER