Uropførelse ved festival-gudstjeneste med Viborg Domkirkes kor og tenorsolist

15
/ Mar
Søndag
2020

Uropførelse ved festival-gudstjeneste med Viborg Domkirkes kor og tenorsolist

Location
Sct. Mogens Gade 4, Viborg
Venue
Viborg Domkirke
Time
10:00

Det er allerede blevet en fast tradition, at der ved denne festgudstjeneste i kirkemusikfestivalen uropføres ny musik, skrevet til domkirkens kor. Fra gang til gang vælges en ny komponist og denne gang er valget faldet på Holmens Kirkes slotsorganist, Jakob Lorentzen, som i de senere år har påkaldt sig stor opmærksomhed ved at skrive fremragende musik til landets kor. Jakob Lorentzen har som følge heraf modtaget adskillige priser, både som kirkemusiker og som komponist.

Til denne lejlighed har Jakob Lorentzen komponeret al musikken til højmessen på nær salmerne, og som noget nyt har vi denne gang også en tekstforfatter – nemlig Lisbeth Smedegaard Andersen, som har digtet teksterne som musikken er skrevet til. Der er således tale om både nye tekster og ny musik. Teksterne tager udgangspunkt i søndagens tekster (3. søndag i fasten). Der relateres til vores egen tid såvel indholdsmæssigt som sprogligt. Og selvfølgelig tydeliggøres det, at der er tale om netop en festgudstjeneste.

Det er en stor tilfredsstillelse for kirkens kor og organister, at skulle omsætte de helt nye satser til klingende virkelighed. Samtidig er Folkekirken blevet beriget med ny, vedkommende og velklingende musik.

Medvirkende er Viborg Domkantori, Viborg Domkirkes Ungdomskor, tenorsolist Morten Andersen Krogh samt organister og korledere Ejner Nielsen og Jette Haslund Birch. Liturg er domprovst Thomas Frank.

 

Morten Andersen Krogh – tenor
Morten Andersen Kroghs byder på et stort kirkeligt repertoire, som han har glædet sit publikum med ved flere koncerter i kirker, sang- og musikforeninger, blandt andre Viborg Domkirke, Sorø Klosterkirke samt Nordjysk sangselskab og sang¬selskabet i Århus Societas Pro Musica. Af større solistiske opgaver kan nævnes Haydns ”Skabelsen” og Stainers ”The Crucifixion.”

Morten er fast tilknyttet korarbejdet ved Viborg domkirke, og netop hans arbejde som stemmekonsulent har ført til workshops med kor. Han har endvidere været tilknyttet både Den Jyske Sangskole, Herning og Sangkraft Nord, Aalborg i forbindelse med efteruddannelseskurser for musiklærere i folkeskolen.

Morten Andersen Krogh er diplomuddannet sanger hos Dorthe Steengaard fra Nordjysk Musikkonservatorium juni 2007. Han har desuden en bachelor i musikvidenskab fra Aalborg Universitet 2004.  Efter studiet har Morten fortsat sine sangstudier hos Kristian Sørensen, Leipzig og Tonny Landy, København.

 

 

Jakob Lorentzen – komponist
Jakob Lorentzen har siden 1997 beklædt stillingen som organist og kantor ved Holmens Kirke samt slotsorganist ved Christiansborg. I Holmens Kirke står han i spidsen for Holmens Kantori og Holmens Vokalensemble. 

Som komponist har Jakob Lorentzen skrevet utallige værker på bestilling, hvoraf en del er udgivet på danske musikforlag. Eksempelvis Missa Brevis, 5 motetti latini, Exultate Deo, Images of Christ (basun og orgel), Tove Ditlevsen Suite, Kierkegaard Suite og kantaten  “I kor med alle engle”.

Jakob Lorentzen var konsulent på udgivelsen af Højskolesangbogen samt hovedredaktør på udgivelsen af den nye Kirkesangbog fra Det Kgl. Vajsenhus.

Jakob Lorentzen er tilknyttet Det Jyske Musikkonservatorium som underviser i orgelimprovisation, og han er korsyngemester ved Den Kgl. Opera i København samt repetitør for Vokalensemblet Ars Nova Copenhagen og Mogens Dahl Kammerkor.

Det kommende år giver Jakob Lorentzen blandt andet solo orgelkoncerter i Danmark, Tyskland, Frankrig, Italien og USA.

Jakob Lorentzen har modtaget Dronning Ingrids Mindemedalje i 2001, Prins Henriks Mindemedalje i 2018, Schrøders store Musiklegat samt i 2018 Frobeniusfondens store musikpris på 250.000 kr. 

Jakob Lorentzen spiller ofte ved gudstjenester og kirkelige handlinger med kongehusets deltagelse. Eksempelvis spillede han ved dåben af kronprins Christian og ved den kongelige tvillingedåb, ligesom han stod for musikken under Castrum Doloris og begravelsen af HKH Prins Henrik.

Jakob Lorentzen blev optaget i Kraks Blå Bog 2019.
 
Læs mere om Jakob Lorentzen KLIK HER

 

Lisbeth Smedegaard Andersen – salmedigter
Lisbeth Smedegaard Andersen er præst, salmedigter og kunsthistoriker. Hun er cand.theol. fra Aarhus Universitet i 1979, og har virket som præst i Sømandskirken, Risskov Kirke, Holmens Kirke og ved den danske kirke i Paris. Hun er desuden cand.art. i kunsthistorie, også fra Aarhus Universitet.

Lisbeth Smedegaard Andersen er repræsenteret med adskillige salmer i Den Danske Salmebog og mangfoldige andre salmeudgivelser. Derudover har hun bidraget med salmer og sange i bøger som “Sange til morgen og aften” (2004), “Sprækker i virkeligheden” (2008) “Himlens lys i dine hænder” (2008) og “I tid og evighed” (2014).

Hendes salmer er kendetegnet ved stor sproglig sikkerhed og et sansende billedsprog, der trækker på både Bibel, litteratur og kunsthistorie.

Se oversigt over salmer af Lisbeth Smedegaard Andersen. KLIK HER