Viborgs første internationale kirkemusikfestival 1.-10. april 2016 blev en succes

Efter ti dage med 12 koncerter og to musikgudstjenester står det klart, at festivalen 2016 har levet op til alle forventninger. Kunstnerisk har der været et rigtig højt niveau hele vejen igennem og publikumsmæssigt er det meget tilfredsstillende med i alt 2.300 tilhørere, og alle arrangementer er forløbet som planlagt i de seks kirker.

At festivalen får succes allerede første gang, viser, at de ansatte i Viborgs kirker har stor erfaring med at gennemføre koncerter – og at publikum er vant til at gå til koncert i kirkerne. Organisterne i de seks kirker arrangerer således ca. 70 årlige koncerter. Festivalen er altså vokset ud af et kirke- og musikmiljø, der allerede eksisterer i byen, og som med festivalen har fået en ny dimension – og måske også et større publikum.