Ikke kategoriseret

Festival 2018 blev succes på mange felter

Festival sætter fokus
på et levende musikliv
i Viborgegnens kirker

Publikums interesse for koncerterne under Viborg Internationale Kirkemusikfestival 2018 blev en fin manifestation af et musikliv, der findes i kirker overalt i landet, og som normalt lever et mere stille liv

For anden gang blev der i sidste uge afholdt international kirkemusikfestival i Viborg, hvor der for alvor blev sat fokus på denne store del af byens og egnens musikliv, og samtidig har festivalen vist kirkemusikkens mange facetter. Fra hele landet kom de ca. 500 optrædende og 3.150 koncertgæster til Viborg for at opleve både internationale topnavne og lokale stemmer. Det er en fremgang på ca. 35 % i forhold til festivalen i 2016.

Det er organisterne i Viborgs folkekirker, der arrangerer festivalen – og nu for anden gang. Blandt dem organister i Viborg Domkirke Jette Haslund Birch og Ejner Nielsen. De betegner festivalen som en både kunstnerisk og publikumsmæssig succes. Ejner Nielsen forklarer:

“Vi har tiltrukket et publikum langvejs fra, og alle er imponerede over, at man i en by af Viborgs størrelse kan opleve så vanvittig god musik. Det er helt enestående og en dejlig oplevelse. Så allerede efter andet år med festivalen, har publikum opdaget det høje kunstneriske niveau, og det vil helt sikkert vil smitte af på interessen både blandt publikum og kunstnere, når det gælder næste festival i 2020.”

Samtidig er de to organister glade for, at de med festivalen kan sætte fokus på den kirkemusik, som i forvejen fylder rigtig meget i Viborgs musikliv, hvor der årligt er ca. 70 koncerter i byens seks folkekirker.

“Vi har set rigtig mange nye gæster, så vi håber, interessen for festivalen smitter af, så endnu flere finder vej til kirkernes koncerter i det daglige”, fortæller de.

Interesse for alle koncerter

Jette Birch, som nåede at overvære alle 15 koncerter på festivalugens ti dage, fremhæver desuden, at der har været stor publikumsopbakning til alle typer af koncerter. Der har ikke kun været publikum til ”navnene”, men også til de forholdsvis ukendte. Stor interesse for stort og småt, for alle typer spillesteder og for det brede og smalle repertoire. For det kirkelige og det verdslige.

“Generelt er der kommet dobbelt så mange til vores gratis-koncerter både i Viborg og i de fem omegnskirker, hvor der var fem optaktskoncerter i ugen op til festivalen.”

Jette Birch og Ejner Nielsen medvirkede begge under festivalen. Han med en orgelkoncert onsdag eftermiddag og hun som korleder for Viborg Domkirkes Ungdomskor. Som resten af de medvirkende mærkede de, hvordan de store ambitioner for festivalen var med til, at også de måtte levere deres ypperste.

“Folk har virkelig strammet sig an. Hele stemningen omkring festivalen har smittet af på alle, og samtidig har et medlevende og forventningsfuldt publikum skabt den der særlige stemning, som er med til at gøre de optrædende endnu bedre”, forklarer de.

Viborg kirkemusikkens by

Den tidligere musikskoleleder i Viborg, Henrik Holm, der er festivalens administrator, fremhæver også, at festivalen sætter fokus på musik, der lever et stille liv overalt, og han gør opmærksom på, at noget af det bedste klassiske musik faktisk er skrevet til ære for Vor Herre. Og han tilføjer:

“Hvis kirkemusik skal fylde meget i en by, så må det helt logisk være i Viborg med den kirke-historie, vi har, og som i den grad præger byen.”

 

Festivalen i tal:

I ugen forud for festivalen blev der afholdt fem optaktskoncerter i kirker i Viborgs opland. 

I denne uge var der også såkaldte konfirmandvandringer, hvor konfirmander blev introduceret til kirkemusikken i to kirker. Det samme foregik for gymnasieelever på musiklinjen.

I festivalugen 13. – 22. april var der 13 koncerter og to musikgudstjenester.

I løbet af optakts- og festival-uge var mødte 3.150 op til koncerter og gudstjenester. Det er en stigning på ca. 35 % i forhold til den første festival i 2016.

Festivalen har modtaget økonomisk støtte fra Viborg Domprovsti, Østre Provsti, menighedsrådene ved kirkerne, Viborg Kommune og en lang række både lokale og landsdækkende fonde, således at budgettet blev på ca. en million kroner.

Viborg Kommune har allerede lovet økonomisk støtte til festivalen i 2020 og 2022.

Viborg Festival

april 23rd, 2018

No comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *